Sommeren er over os. I hvert fald hvis man ser på kalenderen, for vejret her i Danmark har vist ikke været særlig sommeragtigt endnu. Det kan komme.

Tøserunden og Sjælland rundt er blevet afviklet. Desværre med færre deltagere end tidligere, hvilket bl.a. har haft den konsekvens at vi slet ikke har haft de opgaver som medhjælp, vi havde de foregående år. Det betyder færre indtægter til klubkassen, men vi klarer os nok. Det er mere bekymrende for Køge Sport Event, for de mangler jo indtægter når deltagerne svigter. Forhåbentligt betyder det ikke at man må stoppe for det har jo været en tradition i rigtig mange år efterhånden.

Mens vi venter på bedre sommer er der nogen af os som har været en tur i udlandet hvor vejret er meget bedre. Jeg har selv været en tur i Normandiet(Frankrig) sammen med Max. Vi havde hele familien med og naturligvis vores cykler. Vejret kunne vi ikke klage over. Op til 35 grader når det var varmest, så vi var på cyklen fra morgenstunden og så har man jo, i den grad, fortjent en kold øl når man kommer tilbage til frokosten. På billedet er vi ved at krydse Seinen.


Nogen af klubbens piger har været en tur i Sverige. Det har jeg desværre ikke nogen billeder fra, men jeg har talt med dem og de havde haft en rigtig fin tur.

Ras har sendt et stemningsbillede fra Alsace. Egentligt har han ikke sendt det, men bare lagt det på klubbens Facebook side, hvorfra jeg så har lånt det. Ligeledes med Frank og Tom.

Frank sendte mange stemningsbilleder fra Korsika hvor ham og Tom var på cykelferie med Dan Frost rejser. Vejret havde i den grad været med dem, idet de også havde haft temperaturer op til 35 grader, men ligeledes haft en forrygende tur.

Jeg tager meget gerne imod flere feriebilleder så jeg også kan lægge nogen ind i mit næste nyhedsbrev. Samtidig er der et arkiv der hedder sommer 2017. Her lægger jeg alle de billeder jeg får ind i løbet af sommeren.


Alle os der har været på ferie eller måske ikke skal på ferie(endnu), kan jo passende cykle en tur sammen med klub kammeraterne. Hvis du har ferie er det en oplagt mulighed til at tage en tur sammen med vores seniorer tirsdag eller torsdag formiddag. Husk at det er kl. 09:30 i modsætning til søndagsholdet som kører kl. 09:00. Også her i sommerperioden. Der er ikke overtegnet om søndagen så der er plads til alle. Faktisk er det lidt i underkanten med deltagelsen og derfor er der mange søndage hvor vi kun har holdkaptajn til et eller to hold. Det vil, så vidt muligt, blive annonceret på hjemmesiden under søndagsturen.


I august er vi oppe i omdrejninger igen, med Stevns rundt, Rishøjløbet, klubmesterskab og klubtur til Møn. Se det hele i kalenderen. Klubben betaler hele gebyret til Rishøjløbet, men det kræver at man melder til via vores egen hjemmeside. Så laver vi nemlig en samlet tilmelding og betaling.

God ferie og god sommer
Preben Husted
Formand