Sommeren er over os. I hvert fald hvis man ser på kalenderen, for vejret her i Danmark har vist ikke været særlig sommeragtigt endnu. Det kan komme.

Tøserunden og Sjælland rundt er blevet afviklet. Desværre med færre deltagere end tidligere, hvilket bl.a. har haft den konsekvens at vi slet ikke har haft de opgaver som medhjælp, vi havde de foregående år. Det betyder færre indtægter til klubkassen, men vi klarer os nok. Det er mere bekymrende for Køge Sport Event, for de mangler jo indtægter når deltagerne svigter. Forhåbentligt betyder det ikke at man må stoppe for det har jo været en tradition i rigtig mange år efterhånden.

Mens vi venter på bedre sommer er der nogen af os som har været en tur i udlandet hvor vejret er meget bedre. Jeg har selv været en tur i Normandiet(Frankrig) sammen med Max. Vi havde hele familien med og naturligvis vores cykler. Vejret kunne vi ikke klage over. Op til 35 grader når det var varmest, så vi var på cyklen fra morgenstunden og så har man jo, i den grad, fortjent en kold øl når man kommer tilbage til frokosten. På billedet er vi ved at krydse Seinen.


Nogen af klubbens piger har været en tur i Sverige. Det har jeg desværre ikke nogen billeder fra, men jeg har talt med dem og de havde haft en rigtig fin tur.

Ras har sendt et stemningsbillede fra Alsace. Egentligt har han ikke sendt det, men bare lagt det på klubbens Facebook side, hvorfra jeg så har lånt det. Ligeledes med Frank og Tom.

Frank sendte mange stemningsbilleder fra Korsika hvor ham og Tom var på cykelferie med Dan Frost rejser. Vejret havde i den grad været med dem, idet de også havde haft temperaturer op til 35 grader, men ligeledes haft en forrygende tur.

Jeg tager meget gerne imod flere feriebilleder så jeg også kan lægge nogen ind i mit næste nyhedsbrev. Samtidig er der et arkiv der hedder sommer 2017. Her lægger jeg alle de billeder jeg får ind i løbet af sommeren.


Alle os der har været på ferie eller måske ikke skal på ferie(endnu), kan jo passende cykle en tur sammen med klub kammeraterne. Hvis du har ferie er det en oplagt mulighed til at tage en tur sammen med vores seniorer tirsdag eller torsdag formiddag. Husk at det er kl. 09:30 i modsætning til søndagsholdet som kører kl. 09:00. Også her i sommerperioden. Der er ikke overtegnet om søndagen så der er plads til alle. Faktisk er det lidt i underkanten med deltagelsen og derfor er der mange søndage hvor vi kun har holdkaptajn til et eller to hold. Det vil, så vidt muligt, blive annonceret på hjemmesiden under søndagsturen.


I august er vi oppe i omdrejninger igen, med Stevns rundt, Rishøjløbet, klubmesterskab og klubtur til Møn. Se det hele i kalenderen. Klubben betaler hele gebyret til Rishøjløbet, men det kræver at man melder til via vores egen hjemmeside. Så laver vi nemlig en samlet tilmelding og betaling.

God ferie og god sommer
Preben Husted
Formand

Livet er en jammerdal.... frygtelig skuffelse.. Det der skulle have været kageholdets gennembrud blev en dundrende fiasko... holdet fulgte ikke min taktik - Jeg havde indprentet dem, at de skulle holde sammen og holde sig mellem marshallen på motorcyklen og nr 2 i løbet, så ville de vinde...

Men hvad skete der, de blev væk fra hinanden, punkterede og kørte endda forkert... ydmygelsen var total da de faldt for tidsgrænsen og blev nægtet sidste tur...

Der var damer på 70 der kørte hurtigere... men ingen skam har de, i stedet for at være flove skreg de på øl og pølser så snart de var kommet i mål....

Se klip fra kageholdets race her:

Henrik Panfil

”Kom maj du søde milde” Og lidt bedre er vejret da blevet, men generelt har det været et ualmindeligt koldt og blæsende forår indtil videre. Dette til trods har vi haft en pæn tilslutning til klubbens søndagstur. Vores seniorer tirsdag og torsdag er også godt i gang men tilslutningen er vist lidt påvirket af det kedelige vejr. Tirsdag aften forsøger Tom med assistance fra Jens at holde gang i lidt træning, men der er fint plads til flere der har lyst til at få pulsen lidt op.

Klubben har været i Harzen i den forløbne weekend (siden torsdag), og her viste vejret sig fra sin milde og positive side. Jo, jo, de fik en regnbyge, men det var fint lunt, ja næsten varmt og alle kom helskindet igennem med mange kilometer og, ikke mindst, fik mange højdemeter på kontoen. Vi var tilbage på Hotel Graber, hvor vi har boet før men vurderingen er at det ikke længere lever op til vores forventninger. Vi må se hvad vi finder på til næste år. Måske vi skal prøve noget helt andet end Harzen? Du kan finde billeder fra turen i vores billedarkiv.

Tøsetræningen, torsdag aften, er præget af manglende engagement fra de tilmeldte deltager, så allerede nu er der klare overvejelser af om det er noget vi vil bruge energi på til næste år.

Og nu vi er ved tøserne og tøserunden. Behovet for medhjælp ved tøserunden er ikke det samme som tidligere år. Vi skal ikke stille med nogen til at dele numre ud, som vi ellers har gjort mange gange før. Vi er blevet bedt om at stille med 4 servicebiler. 2 har allerede meldt sig, men vi skal meget gerne have fundet 2 mere. Opgaven består i at køre på en fast strækning med sin egen bil, hvori man har en kasse med diverse reservedele, og så hjælpe de tøser der måtte få problemer af den ene eller anden art. Som oftest er der tale om at hjælpe med at fixe en punktering men der kan naturligvis også opstå andre ting. Ved større reparationer er vi nødt til at henvise dem til nærmeste depot, hvor der er rigtige cykelmekanikere til at hjælpe. Jeg kørte selv sidste år (og gør det igen) og jeg synes det er en rigtig hyggelig måde at hjælpe, både tøserne og klubben. Vi får et fast beløb som går i klubkassen og dem der lægger bil til får kørepenge for det antal kilometer man ender med at køre.

Vi skal også stille med nogle få medlemmer (3-5) som flagposter. Det er også en ny opgave for os, og alle, der har deltaget i et cykelløb, ved godt hvad det indebærer.

Mange skrev sig på min liste allerede ved generalforsamlingen, men da opgaverne nu er nogen andre vil jeg gerne opfordre alle, der har lyst til at stille op på dagen, om at sende mig en mail hurtigst muligt så jeg kan lave en plan. Første start går kl. 07:00 så man skal nok forvente at være klar senest på det tidspunkt. En flagpost kan godt vare hele dagen, så hvis det er en af dem vi får, vil jeg prøve at sætte flere på, således at man bliver afløst i løbet af dagen, men jeg kender ikke den endelige opgave endnu.

Lørdag den 17. juni har klubben planlagt at tage en tur til Høør i Sverige. Netop nu er der kun 4 tilmeldte, og jeg vil gerne opfordre alle andre til at overveje om ikke det kunne være en god måde at se et lidt andet terræn på? De, som netop har været i Harzen er i det mindste i form til også at klare bakkerne i Sverige!!

Klubbens interne stjerneløb er planlagt til tirsdag d. 23. maj. Det er i næste uge og i skrivende stund er der kun 3 tilmeldte. Vi kører ikke ud og sætter i gang hvis ikke der er mindst 15, så det er ved at være tid hvis du har lyst til at deltage i dette. Læs evt. mere i kalenderen.

Tilmelding som servicebil eller flagpost ved tøserunden: Skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Find cyklen frem og lad og ses derude.

Preben Husted
Formand Køge Cykel Motion