Sjældent har jeg taget så meget fejl af situationen som i mit seneste nyhedsbrev. Ikke nok med at vores jubilæum måtte aflyses, men vores klubmiddag, sæsonopstart og alt andet, måtte ligeledes aflyses.

Bestyrelsen har talt lidt sammen og vi er enige om at nu starter sæsonen i KCM. Vi kender ikke ordlyden af den vejledning der kommer til at gælde fra næste uge, men vi vurderer at vi kan overholde den nuværende ved at iagttage flg. retningslinjer:
1. Vi giver ikke hånd når vi mødes.
2. Vi deler os i hold/grupper af maks. 10 stk.
3. Vi undlader at mødes til den traditionelle pølse efter den første tur.

Og så vil vi opfordre at man ikke kører side om side, da det kan være svært at undgå at komme nærmere end 2 meter. Jeg tror dog at det er det samme at køre efter hinanden, da man jo så ligger i ”slipstrømmen” fra den forankørende. Jeg vil lade det være op til den enkelte at vurdere hvad der er forsvarligt.

Derfor mødes vi på søndag d. 10. maj kl. 09:00 ved Ravnsborghallen til en frisk tur ud i det sjællandske. Jeg regner med at Jørgen tager hold et, og Bent tager hold 2. Jeg selv tager hold 3, hvis vi bliver så mange.

Tirsdag aften træningen venter lidt endnu, indtil Tom er helt klar. Tirsdag og torsdag formiddag starter op i næste uge. Så må vi jo se hvor mange der kommer og kører med. Veteranerne onsdag og lørdag venter også lidt endnu. Jeg skal nok skrive ud når vi er klar.

Vi er også nødsaget til at udskyde turen til Sverige. Grænserne er endnu ikke åbnet og vi kender ikke situationen søndag d. 17. maj. Netop nu har jeg sat turen op til d. 28. juni, men det er ikke endeligt afgjort.

Vi må også konstatere at Køge Sportevent har udsat deres arrangementer (Tøserunden og Sjælland rundt). Indtil videre. Vi må afvente at høre hvad myndighedernes anbefalinger bliver, før der bliver truffet endelige beslutninger og hvornår det kan afvikles.

Det har været med stor fornøjelse, at jeg har set min ide, med at tage et billede og så få andre til at gætte hvor man er henne, blev taget godt imod. Det har bestemt ikke været alle steder der var lige nemme at genkende, og der har vel været et par stykker som ikke er blevet gættet, men sjovt har det da været. Fremover tænker jeg at vi  bare følges ad og ser de samme steder! Det skal ikke betyde at man ikke må tage billeder, og lægge dem på Facebook. Der er måske bare ikke så meget ide i at prøve at gætte hvor man selv har været med henne i løbet af dagen.

Lad os mødes og cykle med omtanke.
Preben Husted
Formand KCM