Påsken står for døren og det virker lidt som om den står i vejen for det flotte forårsvejr. Vi fik lige nogle dage, men nu hvor mange af os holder fri og virkeligt har set frem til at komme på landevejen, ser det lidt trist ud.
Der er træningstur med seniorerne på torsdag (Skærtorsdag) kl. 09:30 for alle dem der har lyst og som sædvanligt tur på søndag kl. 09:00. Jeg står selv for hold 2 men har ikke planlagt noget endnu, for jeg synes vejrudsigten er lidt negativ. Jeg skal dog nok komme og have en plan klar hvis vejret bliver brugbart.

Sommersæsonen er kommet godt i gang med fin deltagelse til vores søndagsture. Starten gik d. 26. marts med 15-20 stykker. Vejret var koldt og tåget, men inden deltagerne nåede frem til grillen hos Jytte blev det flot solskin så vi fint kunne sidde ude og nyde pølserne.
Sidst var vi 17, og det er vi godt tilfreds med, ikke mindst da der er deltagelse til alle 3 hold.
Vi har også fået gang i ”tøsetræningen” torsdag aften. Lidt svingende deltagerantal, men der har vejret heller ikke været det bedste, så det er nok som forventet. Til gengæld har de deltagende ”tøser” fået godt gang i benene så de nok skal blive klar til Tøserunden. Træningssamlingerne afvikles i samarbejde med Fri Bikeshop. Som en del af den aftale, mødes vi hos dem og starter træningen derfra, og så er det meningen at de vil afholde en ”tøseaften” hvor vi naturligvis bliver inviteret med.

Kommende arrangementer: Klubbens tur til Harzen 11.-14. maj er på plads. Hotellet er bestilt og færgebilletterne er købt. Vi har stadig en ledig plads, så du kan nå det endnu. Kontakt Jørgen eller Frank hvis du vil med.
Klubtur til Høør i Sverige 16.-18- juni er på plads, og der er stadig god plads. Deadline for tilmelding er sat til 1. maj, men den bliver sikkert forlænget hvis der endnu ikke er fyldt op inden da. Der er ikke lavet nogen fast plan med hensyn til hvor og hvor langt der skal cykles så der er mulighed for at påvirke dette. Tilmelding via hjemmesiden.

Tøserunden d. 27. maj er vi lidt spændt på. Som man måske kan huske fra generalforsamlingen lagde jeg op til at styre den ”frivillige” arbejdskraft lidt mere. Lige nu ved vi slet ikke om der bliver behov for den nævnte arbejdskraft, for arrangementet har lidt under svigtende deltagelse de sidste år og derfor er de naturligvis nødt til at se på udgifterne. Vi er en del af udgifterne så lige nu er vi blevet sparet væk, men det er ikke endeligt afgjort. Jeg er i løbende dialog med Ole Poulsen og forhåbentligt bliver der nogen opgaver som klubben kan tjene lidt på.

Vi har en Facebook side, hvor specielt Frank, men også et par andre, er blevet mere aktive. Så hvis du har lyst til at følge lidt mere med i løst og fast, både om vores klub men også om andre ting der rører sig i cyklingens verden, kan det være en god ide at finde den side og abonnere på den.

Lad os håbe på lidt bedre vejr og så ses vi på landevejen.
Preben Husted
Formand Køge Cykel Motion